Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Selskabs- og koncernbeskatning, Moms told og afgifter, Afgifter
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 10-06-2010

Folkesundhedspakken vedtaget 

Folketinget vedtog den 4. juni 2010 en forhøjelse af afgifterne på cigaretter, røgtobak og alkoholsodavand.

Endvidere kommer tillægsafgiften på alkoholsodavand til også at omfatte cider og alkoholsodavand baseret på cider og frugtvin.

 

Med vedtagelse af Folkesundhedspakken sker der med virkning fra 1. juli 2010 en forhøjelse af afgifterne på cigaretter og røgtobak.

 

Den 1. august 2010 sker der endvidere en forhøjelse af tillægsafgiften på alkoholsodavand samt en udvidelse af tillægsafgiften til også at omfatte cider og alkoholsodavand baseret på cider og frugtvin.

 

Cigaretter
Værdiafgiften forhøjes fra 20,8 % til 21,65 % af detailprisen, stykafgiften forhøjes fra 62,98 øre til 67,50 øre pr. cigaret, og minimumsafgiften forhøjes fra 91,65 øre til 103,65 øre pr. cigaret. Dette vil indebære en prisstigning på ca. 2 kr. pr. pakke.

 

Den 1. januar 2014 forhøjes værdiafgiften til 22,49 % af detailprisen.

 

Røgtobak
Afgiften på fintskåret røgtobak forhøjes fra 572,50 kr. til 652,50 kr. pr. kg.

 

Afgiften på anden røgtobak forhøjes fra 522,50 kr. til 602,50 kr. pr. kg.

 

Den 1. januar 2014 forhøjes afgiften for fintskåret tobak til 668,50 kr. pr. kg og for andet røgtobak til 618,50 kr. pr. kg.

 

Alkoholsodavand
Tillægsafgiften for øl-, vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand forhøjes med 25 øre pr. liter.

 

Dette betyder, at afgiften fremover vil udgøre:

 

  • Ølbaserede alkoholsodavand: 8,60 kr. pr. liter ved et alkoholindhold på 10 % eller derunder, 15,05 kr. pr. liter ved et alkoholindhold på over 10 %.
  • Vinbaserede alkoholsodavand: 7,50 kr. pr. liter ved et alkoholindhold på 10 % eller derunder, 15,00 kr. pr. liter ved et alkoholindhold på over 10 %.
  • Spiritusbaserede alkoholsodavand: 3,15 kr. pr. liter.


Samtidig udvides tillægsafgiften til også at omfatte cider- og frugtvinsbaserede alkoholsodavand.

 

Mættet fedt
I Folkesundhedspakken indgår også en afgift på mættet fedt, men forslag hertil vil først blive fremsat til næste folketingssamling.

 

Konsekvenser
Afgiftsforhøjelserne på cigaretter, røgtobak og alkoholsodavand betyder, at virksomhederne skal rette i it-systemerne, så afgifterne beregnes på grundlag af de nye afgiftssatser. For så vidt angår cider og alkoholsodavand baseret på cider og frugtvin skal it-systemerne sættes op til, udover den almindelige øl- eller vinafgift, også at beregne tillægsafgift.

 

Kontakt

 

John Holm Andreasen
Telefon +45 38 18 31 31
jandreasen@kpmg.dk