Deleleasing er en leasingordning, hvor henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager indgår to separate leasingaftaler om leasing af den samme bil. Det vil sige, at det samme leasingselskab, leaser den samme bil til to forskellige aftaleparter på samme tid.
Formålet med deleleasing er at fordele udgifterne til bilen korrekt mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Dermed undgår medarbejderen at blive beskattet efter reglerne for firmabil samtidig med, at arbejdsgivers omkostninger til bilen begrænses til rent erhvervsmæssigt brug af bilen.
Ligningsrådet/skatterådet har i en række afgørelser bekræftet, at medarbejderen ikke skal beskattes efter reglerne for firmabil, hvis en række betingelser er opfyldt:
- Der skal indgås to skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskabet på den ene side og arbejdsgiver og medarbejder på den anden side.
- De to leasingaftaler skal være identiske og skal være indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår.
- Det er formentlig et krav, at den anvendte bil står i et rimeligt forhold til firmaets behov, dvs. at arbejdsgiver ikke har "tålt" en betydelig mindre anvendelig bil for arbejdsgivers formål af hensyn til, at medarbejderen skal lease bilen privat.
- De samlede omkostninger til bilens drift fra f.eks. værksted, benzinselskab, forsikring, ejerafgift m.v. skal alle faktureres direkte til leasingselskabet.
- Den samlede leasingydelse skal fordeles forholdsmæssigt mellem de to aftaleparter på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel.
- Hver aftalepart skal betale det samme pr. kørte kilometer, og til sammen dækker disse betalinger alle omkostninger til bilens drift, værdiforringelse og forrentning.
- Ekstraordinære omkostninger, som f.eks. selvrisiko og reparation ved skade, skal som de øvrige driftsomkostninger fordeles i forhold til de faktiske kørte kilometer.
- De to aftaleparter skal regelmæssigt rapportere det faktiske antal kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel til leasingselskabet.
- Leasingselskabet skal foretage en regelmæssig slutafregning for det faktiske forbrug (formentlig som minimum hver 3. måned og kun, hvis det er kutyme med et så langt afregningsinterval).
- Leasingydelsen fra hver af de to aftaleparter skal betales direkte til leasingselskabet.
- Hver af aftaleparterne skal kun hæfte for egne forpligtelser over for leasingselskabet.
- Der skal føres et detaljeret kørselsregnskab for den faktiske kørsel, som opfylder skattemyndighedernes krav til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelser.
Fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel skal foretages med udgangspunkt i ligningslovens § 9B, som fastslår, at erhvervsmæssig kørsel er:
- Kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de seneste forudgående 12 måneder
- Kørsel mellem arbejdspladser, og
- Kørsel inden for samme arbejdsplads.
Al anden kørsel er privat kørsel.
Bemærk, at medarbejderen ikke kan anvende den lempelige formodningsregel i ligningslovens § 9B, stk. 3. Det vil sige, uanset at medarbejderen har et kørselsmønster med så mange forskellige arbejdssteder, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdssted i mere end 60 arbejdsdage inden for de foregående 12 måneder, skal medarbejderen føre et detaljeret kørselsregnskab med fuld beregning af 60-dages reglen.
Vi henviser i øvrigt til KPMG's publikation omkring Bilordninger for yderligere oplysninger om 60-dages reglen og afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel.
Har du behov for yderligere oplysninger om deleleasing, så kontakt enten din sædvanlige KPMG rådgiver eller Jesper Arnø.