Danmark

Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Selskabs- og koncernbeskatning
  • Type: Nyheder og artikler, Nyhedsbrev, Nye love og regler
  • Dato: 01-03-2013

27 milliarder fra Nordsøen 

Konklusionen på regeringens serviceeftersyn er, at Nordsøaftalen står ved magt, men alle fremover skal betale skat efter samme regler. Det giver et merprovenu på 27½ mia. kr., som regeringen vil øremærke til grønne investeringer i kollektiv trafik.

Regeringen igangsatte sidste år et serviceeftersyn af de økonomiske rammevilkår for kulbrinteindvinding.

 

Serviceeftersynet af kulbrinteindvinding i Nordsøen og kulbrintebeskatningen er nu afsluttet. Konklusion er, at Nordsøaftalen har sikret en mere hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i Nordsøen. Blandt andet er statens andel af overskuddet fra aktiviteterne i Nordsøen som følge af aftalen steget fra ca. 40 % til over 60 %.

 

Udvalget konkluderer endvidere i samarbejde med Kammeradvokaten, at Nordsøaftalen ikke kan tilsidesættes. Derfor er staten også bundet af den aftale, der blev indgået i 2003. Det afskærer ikke et flertal i Folketinget fra at ændre skattereglerne, men det vil udløse kompensation til DUC-selskaberne.

 

Udvalget peger imidlertid på, at der kan opnås en mere hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne og øgede statslige indtægter ved at overføre koncessioner på gamle regler til nye regler. Overgangen betyder, at:

 

  • kulbrintefradraget nedsættes fra i alt 250 % til i alt 30 %
  • rørledningsafgiften og feltafgrænsningen ophæves
  • kulbrinteskattesatsen nedsættes fra 70 % til 52 %.

 

Regeringen har på denne baggrund besluttet at ændre beskatningsreglerne for de gamle tilladelser, så de fremadrettet beskattes efter de nye regler. Dermed vil alle selskaber i Nordsøen komme til at betale skat efter de samme regler. Ligestillingen mellem selskaberne vil give markant bedre tilskyndelse til at få udnyttet de begrænsede ressourcer i Nordsøen bedst muligt.

 

Ved en ændring af beskatningen skal der udformes overgangsregler for behandlingen af akkumulerede feltunderskud samt grundlaget for kulbrintefradrag, der er oparbejdet inden overgangen til det nye regelsæt. Udvalget foreslår 2 forskellige modeller for overgangsregler. Én, hvor selskaberne på de gamle regler får præcis samme vilkår som DUC i sin tid fik, og én model, der er væsentligt strammere, hvor selskaberne vil træde ind på de vilkår, som DUC er nået til i dag.

 

En overgang til nye regler for koncessioner, der i dag beskattes efter gamle regler, medfører et samlet merprovenu for staten på ca. 27½ mia. kr. Regeringen har besluttet at øremærke dette merprovenu til investeringer i kollektiv trafik. Det sker ved at etablere en fond - Togfonden DK - hvis formål er grønne investeringer i kollektiv trafik.

 

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at følgende generelle tiltag rettet mod alle koncessioner på sigt bør overvejes:

 

  • Inddragelse under kulbrintebeskatningen af indtægter ved lagring af CO2 i forbindelse med CO2-injektion for at øge kulbrinteindvindingen, således at der ydes fradrag for omkostninger, og sker beskatning af indkomster fra lagring af CO2 m.v.
  • Inddragelse under kulbrintebeskatningen af indtægter fra behandling og transport m.v. af kulbrinter for tredjepart i lyset af, at der er ydet fradrag for anlæggene.

 

In English

 

 

Kontakt os

Claus Engelsted

Telefon 73 23 36 50

cengelsted@kpmg.dk