Danmark

Oplysninger

  • Type: Information om KPMG, Pressemeddelelse
  • Dato: 15-09-2009

Tættere samarbejde, fælles mål og tre vigtige principper 

Det var måske et stort skridt for den svenske ekspert i ledelse og strategi, Johan Roos, da han den 1.august i år satte sig i rektor-stolen på CBS, men det tegner også til et markant skridt for den merkantile uddannelse i Danmark

Niveauet skal ikke bare op, fremtidens CBS skal være en international rollemodel for regionale business schools. En af vejene går via et tættere samarbejde med erhvervslivet.

 

Ideerne slår gnister fra Johan Roos, da han møder Torben Bender og Charlotte Enkebølle Nielsen fra KPMG til en snak om samarbejde, fremtidens CBS og "the people of people business" som global konkurrenceparameter i Danmark. Visionerne er store, og det er svært ikke at blive inspireret, når den nytiltrådte rektor lufter ambitionerne. CBS skal flytte sig fra at være en god business school til at blive en rollemodel for lignende uddannelsesinstitutioner i hele verden. Forandringen skal bl.a. ske igennem, hvad Johan Roos kalder tre vigtige principper: Han vil gøre CBS til en førende institution ved at have fokus på kvalitet og relevans, han vil belønne nytænkning, og så vil han tættere på omgivelserne, herunder i særdeleshed erhvervslivet, bl.a. med et tættere samarbejde om både uddannelse og forskning.

 

Sidstnævnte er en af grundene til mødet med KPMG. Han vil ikke bare samarbejde, han vil integrere, som han siger, mens han med sammenflettede hænder understreger, at han mener det i ordets allermest bogstavelige forstand. "KPMG burde faktisk flytte ud på campus," siger han med et smil, der øjeblikkeligt vokser, da han hører, at KPMG med sit nye domicil ved Flintholm på Frederiksberg fra 2011 vil være placeret mindre end en kilometer fra CBS. Hurtigt falder snakken på de muligheder, der kan opstå i et tæt naboskab og på KPMG's fremtidige rammer, der også bygges til uddannelse og undervisning, bl.a. med et større konferencelokale med plads til op mod 450 deltagere.

 

KPMG er også en uddannelsesinstitution

 

Tanken om at flytte sammen er faktisk alvorligt ment. "Vi skal tænke nyt og se på både campus-tankegangen og uddannelse på en ny måde. Så længe vi følger de gamle traditioner, bidrager vi ikke til udviklingen," siger Johan Roos. Torben Bender og Charlotte Enkebølle, der står i spidsen for KPMG’s samarbejde med CBS er helt enige. "KPMG er jo i høj grad også en uddannelsesinstitution," fortæller Torben Bender. "Derfor har vi stor fokus på samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne, der har stor betydning for vores rekruttering og uddannelsen af vores medarbejdere.

 

En stor del af vores medarbejdere fra København kommer direkte fra CBS og mange fortsætter deres studier her, mens de er ansat i KPMG. Vi ansætter kandidater til jobs inden for vores tre overordnede forretningsområder Audit, Tax og Advisory og har vel til stadighed mere end 150 - 200 studerende på CBS. CBS er sammen med de øvrige handelshøjskoler i fokus hos ikke bare KPMG men hele revisions- og rådgivningsbranchen."

 

Fiske mere aktivt

 

Charlotte Enkebølle Nielsen uddyber samarbejdet med CBS: "KPMG har været en Corporate Partner de sidste 10 år, men vi har i en periode ikke haft nok fokus på området. Nu skifter vi gear og bruger samarbejdet meget mere aktivt. Vi har f.eks. netop stillet en 24-timers case på HA-introen, og vi har også opstillet klare målsætninger for at komme tættere på, f.eks. via undervisning. Derudover har vi skabt en tættere dialog om, hvordan vi bliver gode partnere. Som videnbaseret organisation er det helt afgørende, at vi kan finde og videreudvikle de rigtige kandidater. Vi vil fiske mere aktivt efter kandidater af den rette støbning."

 

Nu er det Johans tur til at være enig, for hans mål er det samme, ambitionerne går også i retning af at højne niveauet hos kandidaterne - ikke blot for enkelte virksomheders skyld, men i sidste ende for at sikre Danmarks konkurrencekraft. "Vi skal være førende på det merkantile område og stå stærkt inden for innovation og ledelse, ellers ser de globale konkurrenceperspektiver sorte ud. Et førende kinesisk universitet får f.eks. 1.000 ansøgere per studieplads. Og dem skal de danske studerende i princippet alle konkurrere imod."

 

Men Johan Roos er også bekymret for, om ambitionerne kan opfyldes med de relativt få økonomiske midler, som samfundet investerer i de erhvervsøkonomiske uddannelser: Der er tre taxameterniveauer, afhængig af hvilken uddannelse vi taler om. De billigste får 41.600 kr., mens de dyreste uddannelser får 99.000 kroner pr. studerende pr. år. De naturvidenskabelige uddannelser får den høje takst, mens næsten alle samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser får den laveste.

 

"I Danmark kan der være mellem 80 og 120 procents forskel i antallet af undervisningstimer, som en studerende har. Forskellen er alt, alt for stor, og det er vigtigt at få løftet de laveste taxametre, så vi kan øge kvaliteten af vores uddannelser i fremtiden."

 

Tættere på ...

 

Med mødet rykker CBS og KPMG lidt tættere på hinanden og finder ny inspiration og muligheder i det nuværende og det fremtidige samarbejde. Inden for de kommende år flytter KPMG domicilet nærmere CBS. Ambitionerne og visionerne som Johan Roos står for, kan også "flytte" CBS og skabe en udvikling, som både uddannelsesinstitutioner og virksomheder kan få glæde af...