Holdningerne har været mange, men de mange forskellige udmeldinger har desværre også skabt en del forvirring om retsstillingen og i nogle situationer også medført en lidt for unuanceret generalisering.
Porteføljeforvaltning er et meget bredt begreb, som kan dække over en lang række af forskelligartede aftaler om investeringsrådgivning/forvaltning af formuen. Den relevante begrundelse for momsfritagelse af den konkrete aftale om porteføljeforvaltning vil derfor også variere fra aftale til aftale med et deraf følgende behov for en nuanceret tilgang til Deutsche Bank-sagens konsekvenser.
Ydelsen i Deutsche Bank-sagen bestod i væsentlighed i overvågning af markedet for noterede værdipapirer med henblik på at assistere kunden med placering af dennes formue. Selve gennemførelsen af handlerne er utvivlsomt fritaget for moms, men rådgivningen set isoleret er momspligtig. Spørgsmålet for domstolen var derfor, om en sådan aftale, der består af to forskellige ydelser, samlet skal behandles som en momsfri eller momspligtig ydelse. Her vurderede EU-Domstolen på baggrund af lige netop den konkrete aftale om diskretionær forvaltning af formuen, at det var rådgivningselementet, der for kunden var det væsentligste. Domstolen udtalte dog også, at det i sager om sammensatte ydelser altid beror på en konkret vurdering, hvilken af ydelserne der er den væsentligste.
SKAT har i et styresignal udtalt, at:
- Forvaltning af investeringsforeninger
Deutsche Bank-sagen har ingen afledte konsekvenser for momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger, der således er fritaget for moms i samme omfang som tidligere. Fokus er derfor i øjeblikket rettet mod afgrænsning af begrebet investeringsforeninger, og der verserer p.t. et par sager ved EU-Domstolen omhandlende spørgsmålet om, hvorvidt pensionskasser kan være omfattet.
- Formidling som led i køb og salg af værdipapirer
Formidling af værdipapirer er fortsat fritaget for moms. I det omfang porteføljeforvalteren bistår kunden i forhandlinger om investeringer, vil dette fortsat være fritaget for moms.
- Rådgivning som led i en aftale om køb og salg af værdipapirer
Handel med værdipapirer er fortsat fritaget for moms. I det omfang der bliver indgået en samlet aftale, som foruden køb og salg af værdipapirerne også indeholder et rådgivningselement, skal aftalen vurderes som én ydelse. Vurderes køb og salg af værdipapirerne at være sekundære i forhold til rådgivningselementet, vil den samlede aftale være momspligtig.
Ønsker du yderligere information vedr. dommen i Deutsche Bank-sagen er du velkommen til at kontakte vores specialist på området.