Den konkrete sag fra EU-domstolen omhandler Deutsche Bank, der leverede ydelser i form af porteføljeforvaltning til investorkunder. Porteføljeforvaltningen bestod i, at Deutsche Bank forvaltede værdipapirer for investorkunderne efter en aftalt investeringsstrategi. Deutsche Bank havde mandat til at træffe alle relevante foranstaltninger med henblik på at administrere kundernes værdipapirbeholdning.
Vederlaget for forvaltningen var opdelt i en betaling for selve formueplejen, og en betaling for købet og salget af værdipapirerne. Deutsche Bank betragtede hele vederlaget som momsfrit. De tyske skattemyndigheder var imidlertid af den opfattelse, at vederlaget var momspligtigt. Sagen endte ved Bundesfinanshof, der indbragte spørgsmålet for EU-domstolen.
EU-domstolen fastslog indledningsvis, at formueforvaltningen, der udgør en kombination af dels en ydelse bestående af analyse og overvågning af investorkundens formue, dels en ydelse bestående af købet og salget af værdipapirerne, er to elementer, der er så nært forbundet, at de objektivt udgør én enkelt ydelse over for investorkunderne. Uagtet, at formueforvaltningen således bestod af flere forskellige elementer, der særskilt skal underligges forskellig momsmæssig behandling, valgte EU-domstolen momsmæssigt at behandle formueforvaltningen under ét.
EU-domstolen mente ikke, at formueforvaltningen i sin helhed opfyldte betingelserne for en momsfritaget finansiel ydelse vedrørende handel med værdipapir eller forvaltning af investeringsforeninger, idet det væsentligste element for kunderne måtte være rådgivningen og ikke så meget selve købet og salget af værdipapirerne. EU-domstolen fandt dermed, at der var tale om en momspligtig ydelse.
Rækkevidden af dommen er endnu usikker og afventer en udmelding fra SKAT. Det er vores opfattelse, at dommen er begrænset til formueforvaltning for enkeltpersoner eller selskaber. Derimod berører afgørelsen ikke momsfritagelsen for forvaltning af kollektive investeringsinstitutter. KPMG har tidligere vundet en sag omkring netop afgræsning af "kollektive investeringsinstitutter", som medførte en udvidelse af anvendelsesområdet for denne fritagelse til også at omfatte fonde m.v., som henvender sig til institutionelle investorer eller en bredere skare af investorer. Denne udvidelse forventes ikke berørt af den nye dom fra EU-Domstolen, idet der er tale om to forskellige fritagelsesbestemmelser.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker yderligere informationer om den konkrete dom eller, ønsker at få foretaget en vurdering af, hvilke konsekvenser dommen kan have for din virksomhed.
Randi Christiansen
Director
Telefon 73 23 39 41
randichristiansen@kpmg.dk
Lasse Jensen
VAT Manager
Telefon 73 23 32 17
ljensen@kpmg.dk