Reglen betyder, at udstationerede medarbejdere, der er fuldt skattepligtige til Danmark under udsendelsen - f.eks. fordi de har beholdt deres helårsbolig i Danmark - under visse betingelser ikke beskattes af den udenlandske lønindkomst i Danmark.
Det har derfor været en stor fordel for danske virksomheder og deres udstationerede medarbejdere, at medarbejderne har nydt godt af en lavere udenlandsk skat, selv i tilfælde, hvor familien fortsat havde bopæl i Danmark.
Ved et lovforslag fremsat den 14. august 2012 foreslår regeringen nu, at særreglen afskaffes.
Kan bremse danske virksomheders ekspansion i udlandet
De gunstige skatteregler har gjort det lettere for danske virksomheder at ekspandere i udlandet og satse på vækstmarkederne.
Et stort antal arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer har i den seneste tid arbejdet hårdt for, at særreglen ikke bliver afskaffet. Arbejdsgiverorganisationerne har anført, at afskaffelsen af reglen vil virke hæmmende på de danske virksomheders ekspansionsmuligheder. Således har de gunstige skatteregler betydet, at mange danske medarbejdere har kunnet se en fordel ved at takke ja til arbejdsgiverens tilbud om en udstationering i udlandet. Dette incitament hæmmes nu.
Dyr regning til arbejdsgiverne
Specialist i ansættelses- og arbejdsret Julie Gerdes, KPMG påpeger, at afskaffelsen af særreglen kan betyde en klækkelig regning til arbejdsgiverne.
Mange arbejdsgivere har således garanteret deres udsendte medarbejdere en såkaldt nettoløn under en udstationering, så medarbejderen er sikker på at få et garanteret beløb i hånden – uanset skatteregler. ”En sådan garanti kan betyde, at det bliver arbejdsgiverne, som kommer til at bære regningen for afskaffelsen af reglen i ligningslovens § 33 A. Og det kan blive meget dyrt”, siger Julie Gerdes.
”Mange virksomheder kan formentlig også være nødsaget til at tilbyde den udsendte medarbejder andre goder for at få medarbejderen til at acceptere den ændrede lønpakke med den nye beskatning. Også en væsentlig meromkostning for arbejdsgiveren”, afslutter Julie Gerdes.
Lovforslaget bliver hastebehandlet sammen med en lang række andre lovforslag. Det forventes, at der er flertal for vedtagelse af lovforslaget den 13. september 2012.
Kontakt Julie Gerdes for yderligere information.
Julie Gerdes
Director
Telefon 73 23 34 03
juliegerdes@kpmg.dk