Årsagen til den vedtagne forhøjelse af spildevandsafgifterne er 2-delt. For det første er der ikke sket justering af spildevandsafgifterne, siden de blev indført tilbage i 1994, og derved er der over årene sket en udhuling af afgifternes værdi og effekt. For det andet skal forhøjelsen tilskynde til en bedre rensning af spildevandet og dermed reduktion i udledningerne til gavn for vandmiljøet. Forhøjelsen forventes også at øge incitamentet til tætning af kloakledninger samt separering af kloaknettet, sådan at mængden af regnvand i fællesnettet bliver minimeret.
Den vedtagne forhøjelse er endnu ikke trådt i kraft, selv om kalenderen nu viser 2013, hvilket skyldes, at forhøjelsen stadig ikke er notificeret efter EU's statsstøtteregler.
Men hvorfor er det lige, at en afgiftsforhøjelse skal notificeres efter EU's statsstøtteregler?
Jo, det skal den, da spildevandsafgiftsloven også indeholder nogle godtgørelsesbestemmelser, og når afgiften så stiger, vil der opnås en højere godtgørelse og derved øget statsstøtte.
EU er fortsat i gang med sin analyse af, om afgiftsforhøjelsen kan notificeres, når den nu også medfører øget statsstøtte til visse virksomheder. SKAT har over for os oplyst, at der løbende har været dialog med EU, og at EU fortsat anmoder om forskellige oplysninger og dokumentation, og SKAT kan derfor ikke give noget klart bud på, hvornår forhøjelsen træder i kraft.
Når nu forhøjelsen endnu ikke er trådt i kraft, her 3½ år efter Folketingets vedtagelse af den, så er det nærliggende at stille sig selv spørgsmålet om, hvad udsigterne så er for forhøjelsen?
Det er vores vurdering, at der er 3 forskellige scenarier:
- Scenarie 1: Den vedtagne forhøjelse bliver droppet efter mange års forgæves forsøg på at få disse notificeret efter EU's statsstøtteregler.
- Scenarie 2: Skatteministeriet fortsætter forsøgene på at få forhøjelsen notificeret efter EU's statsstøtteregler, og når det endelig lykkes, vil der straks blive udsendt en bekendtgørelse herom, hvorefter forhøjelsen, forventeligt, får øjeblikkelig virkning.
- Scenarie 3: Godtgørelsesbestemmelserne i spildevandsafgiftsloven bliver fjernet, hvorved vejen er banet for EU's notificering af forhøjelsen, uden yderligere dialog. Det kan så tænkes, at de nuværende godtgørelsesbestemmelser bliver erstattet med en anden godtgørelse eller kompensation til de virksomheder, der tidligere har opnået godtgørelse efter spildevandsafgiftslovens bestemmelser herom.
Slutteligt skal det bemærkes, at det i skrivende stund ikke har været muligt at få Skatteministeriets tilkendegivelse af, hvilket af scenarierne der er det mest sandsynlige.