Notatet indebar bl.a. at takstmæssige ubalancer med forbrugerne skal indregnes i balancen under over- eller underdækning. Dette har dog i visse forsyningsbrancher vist sig vanskeligt at implementere, idet der har hersket usikkerhed omkring, hvorledes en eventuel over- eller underdækning for det enkelte år skal opgøres.
En overdækning optræder i de situationer, hvor virksomheden har opkrævet mere hos forbrugerne end virksomhedens prisloft tillader, og en underdækning optræder modsætningsvist i de situationer, hvor en virksomhed har opkrævet mindre end virksomhedens prisloft tillader.
Der kan fortsat være usikkerhed omkring opgørelsen af over-/underdækning for affaldsområdet, men en over-/underdækning vil være til stede.
For vand-, spildevand- og varmeforsyninger er reguleringsregimet nu fuldt implementeret, og virksomheder med el-, vand-, spildevand- eller varmeforsyning skal derfor sikre, at de løbende takstmæssige ubalancer med forbrugerne indregnes i årsregnskabet som enten en over- eller underdækning.
Dog gælder det for underdækninger, at såfremt virksomheden ikke har til hensigt at opkræve underdækningen hos forbrugerne, skal virksomheden indregne underdækningen med 0 kr. i virksomhedens årsregnskab.
Som nævnt ovenfor kan der være usikkerhed omkring opgørelsen af over-/underdækning i affaldsvirksomheder. Dette bevirker, at usikkerheden omkring opgørelsen af over-/underdækningen skal omtales i regnskabet. Ligeledes afgiver revisor en supplerende oplysning til erklæringen på årsregnskabet, hvori revisor omtaler den usikkerhed, det medfører i regnskabet, at over-/underdækningen ikke er indregnet.
Er der ikke taget stilling til indregning af over- eller underdækning ud fra de takstmæssige ubalancer, kan revisor være nødsaget til at tage forbehold i påtegningen på årsregnskabet, idet den manglende indregning kan være væsentlig for årsregnskabet som en helhed.
Det er derfor væsentligt, at principperne omkring indregning af over-/underdækninger bliver prioriteret i forsyningsvirksomheden, således at årsregnskabet vil vise et retvisende billede.