Arbejdsgiverne skal imidlertid være meget opmærksomme på, at det strider mod den danske arbejdstidslov og EU-reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid at lade medarbejderne arbejde mere end 48 timer om ugen. Det har en dom fra Østre Landsret slået fast.
Sagen er den tredje landsretsdom inden for kort tid, som dømmer en arbejdsgiver for ikke at overholde den maksimale grænse på 48 timer om ugen. De 48 timer er inkl. overarbejde.
Sagen i Østre Landsret handlede om en medarbejder, som i en periode på fire måneder havde arbejdet gennemsnitligt 59,38 timer om uge. Medarbejderen havde selv været indforstået og interesseret i at udføre arbejdsopgaverne og havde fået løn for samtlige timer.
Landsretten dømte arbejdsgiveren og fastslog, at det var arbejdsgiveren, som var ansvarlig for at fordele arbejdsopgaverne i virksomheden. Arbejdsgiveren havde også været bekendt med, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid kom op på næsten 60 timer i en periode. Herefter dømte landsretten virksomheden til at betale en godtgørelse til medarbejderen svarende til 1 måneds løn.
Dommen fra Østre Landsret er i tråd med tidligere dansk retspraksis. I en tidligere sag fra Vestre Landsret kostede det således en virksomhed en godtgørelse til en medarbejder svarende til 1 ½ måneds løn, da medarbejderen havde arbejdet mere end 48 timer om ugen. Medarbejderen havde også i denne sag selv ønsket at udføre overarbejdet.
Begge domme afviser at tillægge det betydning, at medarbejderne selv ønsker at udføre overarbejdet. da arbejdsgiveren i henhold til arbejdstidsloven har en selvstændig forpligtelse til at sørge for, at lovens bestemmelser overholdes. Godtgørelsen fastsættes dog typisk lavere, hvis medarbejderen selv har ønsket at arbejde over.
De danske domstole har tidligere afgjort, at referenceperioden på de fire måneder kan vælges vilkårligt af medarbejderen og ikke behøver at følge en kalendermåned. Perioder med betalt ferie, feriefridage, helligdage, perioder med sygeorlov samt frihed til læge- og tandlægebesøg, hvor medarbejderen ikke skal stå til rådighed for arbejdsgiveren, skal ikke medtages i opgørelsen. Der skal derfor ske fradrag for disse perioder.