Oplysninger

  • Ydelse: Audit, Tax, Legal Services
  • Type: Nye love og regler
  • Dato: 23-09-2010

Nye udsigter til ikrafttræden af den resterende del af selskabsloven 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har den 16. september 2010 udsendt en nyhed, der afslører, hvornår de resterende bestemmelser i den nye selskabslov forventes at træde i kraft.

Forventet ikrafttrædelsesdato på fase 2 i den nye selskabslov

Fase 1 af den nye selskabslov blev som bekendt sat i kraft den 1. marts 2010.

 

Det fremgår af selskabslovens bestemmelser, at forskellige dele af loven kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter, efterhånden som de nødvendige it-mæssige ændringer i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er gennemført.

 

Nogle af de it-mæssige ændringer, der her tænkes på, er bl.a. en it-baseret vedtægtsskabelon og elektronisk selskabsstiftelse.

 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har den 16. september 2010 udsendt en nyhed om, at en række af disse it-mæssige ændringer nu er ved at være på plads. Dette muliggør, at fase 2 af loven forventes at træde i kraft pr. 1. marts 2011. 

Det it-baserede ejerregister har dog længere udsigter

Det it-baserede ejerregister forventes dog som det eneste ikke at kunne implementeres med virkning den 1. marts 2011, da ejerregistret fordrer etablering af et helt nyt it-system. Implementering af dette ejerregister har ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen en tidshorisont på ca. to til tre år. Indtil det offentlige ejerregister er på plads, skal aktionærer, der har en ejerandel på 5 % eller derover, anmelde deres ejerskab til selskabet, som herefter på forlangende har pligt til at oplyse offentligheden om storaktionærer. Tillige vil ÅRL § 74 om storaktionæroplysninger i årsregnskabet fortsat være gældende, indtil det it-baserede ejerregister er etableret.

Hvad forventes at være med i fase 2?

Af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens nyhed kan således udledes, at ikrafttrædelsen af fase 2 af den nye selskabslov forventes at omfatte følgende muligheder og ændringer:

 

  • Mulighed for stiftelse af selskaber med fremadrettet virkning
  • Mulighed for at indskyde en bestemmende kapitalandel i et andet selskab med tilbagevirkende kraft
  • Mulighed for at undlade at udarbejde vurderingsberetning ved indskud og udlodninger af børsnoterede værdipapirer og aktiver, der måles til dagsværdi
  • Mulighed for udskudt indbetaling af selskabskapital
  • It-baseret vedtægtsskabelon
  • Automatisk gennemførelse af besluttet kapitalnedsættelse
  • Nedsættelse af fristen for gennemførelse af kapitalnedsættelse fra 3 måneder til 4 uger
  • Mulighed for fravalg af fusionsplan/spaltningsplan i anpartsselskaber
  • Mulighed for at undlade kreditorerklæring i fusioner og spaltninger
  • Mulighed for at yde lovlig selvfinansiering.

Nærmere omstændigheder for den valgte ikrafttrædelsesdato

Den nærmere baggrund for ikrafttrædelsesdatoen 1. marts 2011 er ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at en væsentlig ændring af konkursloven, der blev vedtaget i juni 2010, også indebærer, at der skal foretages en række it-mæssige ændringer. Det hænger sammen med, at der i dette nye regelsæt er lovfæstet en helt ny form for registrering og offentliggørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system.

 

Ændringen i konkursloven indeholder bl.a. regler om rekonstruktion, som sigter mod at forbedre mulighederne for, at virksomheder, der har økonomiske vanskeligheder, kan videreføres i stedet for at blive erklæret konkurs. Reglerne om betalingsstandsning bortfalder til gengæld, når de nye regler træder i kraft. Reglerne indebærer også, at der skal ske en ny form for registrering og offentliggørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, herunder registrering af revisor som tilsynsmand.

 

Læs også nyheden fra februar om offentliggørelsen

 

 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller til den nye selskabslov, er du velkommen til at kontakte din sædvanlige revisor, Legal Services eller DPP.

 

 

Jørgen Blom
Partner, DPP
Telefon +45 38 18 32 05
joergenblom@kpmg.dk

 

 

Henriette la Cour
Director, Tax and Legal
Telefon +45 38 18 38 41
hlacour@kpmg.dk