Det viser en ny afgørelse fra en faglig voldgift.
Sagen handlede om to elektrikere, som begge havde opsagt deres job i den samme virksomhed for at starte hos en anden arbejdsgiver. I opsigelsesperioden blev medarbejderne bedt om at sørge for en optælling af effekterne i deres firmabil. Medarbejderne nægtede imidlertid at udføre optællingen og meldte sig syge. Det var dråben for arbejdsgiveren, og medarbejderne blev bortvist, og lønnen stoppede derfor med øjeblikkelig virkning.
Det fik medarbejderne til at indbringe sagen for en faglig voldgift, som skulle tage stilling til, om bortvisningen var lovlig.
Den faglige voldgift gav arbejdsgiveren ret og afgjorde, at bortvisningerne var lovlige. Voldgiften lagde vægt på, at en medarbejder har en loyalitetsforpligtelse til at passe sit job på sædvanlig vis, selv om man er i opsagt stilling. Hvis man nægter at udføre sit arbejde uden en lovlig grund, er det således bortvisningsgrund.
Voldgiften lagde desuden vægt på, at medarbejderne havde handlet illoyalt ved at forsøge at overtale arbejdsgiverens kunder til at følge med medarbejderne over til deres nye arbejdsgiver. Den gamle arbejdsgiver kunne således efterfølgende konstatere, at en stor del af de tidligere medarbejderes kunder var flyttet med over til deres nye arbejdsgiver. På dette grundlag havde medarbejderne handlet i strid med deres loyalitetsforpligtelse, og bortvisningen var berettiget.
Voldgiftssagen viser på samme måde som en tidligere sag fra Østre Landsret, at en medarbejder i opsagt stilling er forpligtet til at handle loyalt over for sin arbejdsgiver, indtil opsigelsesperioden er udløbet. I den tidligere sag fra Østre Landsret fastslog landsretten, at det var lovligt, at en it-virksomhed bortviste en medarbejder, som i opsigelsesperioden havde købt et domænenavn, som han overdrog til en tidligere kollega, som derefter påbegyndte driften af en it-virksomhed fra ingeniørens bopæl. Den tidligere kollega havde på samme vis som ingeniøren sagt sin stilling op og havde umiddelbart forinden skrevet følgende på sin chat:
”Siger op i løbet af denne måned og starter selv med min nuværende kollega… Vi har ideerne, produkterne og samarbejdspartnerne… Skal bare lige have nogle kunder også.”
De to sager er derfor i tråd med det almindelige arbejdsretlige princip om, at en medarbejder under sin ansættelse er bundet af den almindelige loyalitetsforpligtelse, som forbyder, at medarbejderen udøver konkurrerende virksomhed eller forsøger at kapre kunderne.