Danmark

Oplysninger

  • Dato: 24-05-2012

Dansk succes i Hongkong 

I april deltog fire studerende fra CBS i KPMG's Internationale Case Competition, der i år blev afholdt i Hongkong. Det danske hold ydede en fornem præstation og fik en flot 5. plads.

Hongkong. Sydende metropol og en af Asiens vigtigste handelsbyer, et billede på den buldrende fremgang den kinesiske økonomi oplever. Her mødtes studerende fra 24 lande i dysten om den samlede sejr. Forud var gået nationale finaler, hvor de enkelte landes vinderhold blev fundet. Danmark stillede med et hold fra CBS, som bestod af Anders Dalhoff, Emil Hovgaard, Anders Østergaard Hansen og Sarah Heiberg Landsted, der alle læser Finance and Strategic Management.      

Forud ventede en uges intensiv case-arbejde, flere spændende events naturligvis suppleret med en række sociale aktiviteter, hvor studerende og KPMG'ere havde mulighed for at lære hinanden at kende.

 

Intens læring - Tæt på finalen
Men hvad får de studerende egentlig ud af at bruge tid på at deltage i sådan en konkurrence, når kalenderen i forvejen er tæt pakket med eksamener, arbejde og fritidsinteresser?

 

"Jeg har deltaget i 4 case competitions gennem min tid på CBS, og KICC har uden sammenligning været den mest imponerende. Konkurrencen har været utrolig velorganiseret og helt igennem professionel. Derfor har det været en fornøjelse at deltage, og jeg har personligt lært en masse. Gennem hele konkurrencen har vi fået feedback fra coach, dommere og KPMG staff - derfor har vi hele tiden kunne forbedre vores niveau. Mere specifikt har jeg fået trænet evnen til at overskue en kompleks business case under tidspres, hvilket jeg vil kunne bruge i en fremtidig karriere," lyder det fra Emil Hovgaard.

 

Efter den første dags præsentationer blev halvdelen af de i alt 24 hold sorteret fra, og de 12 bedste blev udvalgt til at gå videre til semifinalen. Af de 12 gik fire videre til finalen, og de danske studerende var efter to fornemme præstationer tæt på at være blandt disse.

 

"Tre hold gik klart videre fra semifinalen til finalen. Den sidste plads stod mellem Spanien og Danmark, og det var virkelig tæt, men på dagen følte vi, at Spanien var det stærkeste af de to hold. Hvis der havde været fem hold i finalen, havde Danmark været med," lød det fra den sydafrikanske Partner Richard Warren-Tangney, der også bestred virket som hoveddommer i konkurrencen.

 

Finalen kom således til at bestå af Hongkong, Sverige, Spanien og Vietnam, med hjemmeholdet som fortjent vinder.

 

Kontakt

Mette Grøn

HR-konsulent

Telefon +45 73 23 33 29

mgroen@kpmg.dk